fredag den 9. juli 2010

Posten på besøg.


Så fik jeg endnu engang besøg af postbuddet.

Vi kender efterhånden hinanden rigtig godt, og servicen er i top. Det er vel egentlig logisk nok, når jeg tænker på, hvilken glæde det kære "væsens" besøg giver.

I dag var indholdet af pakken gode og inspirerende begynderbøger i spinding. Bøgerne er købt på http://www.amazon.com og det er første gang, jeg har modtaget varer, bestilt uden for EU.

Er ikke blevet krævet for told og afgift i denne omgang, men er alligevel tilbageholdende med at bestille fra ikke EU lande. Da jeg har hørt mange skrækkelige historier om vældig høje beløb lagt oveni prisen, får jeg indre billeder af mig selv sat på gaden med fogedens hjælp, fordi mine ubetænksomme klik på div com. sider, medfører ubetalelige afgifter ;0).

Så er egenlig lidt stolt af at jeg både har købt bøger på et andet sprog end mit modersmål og så meget langt væk fra vores lokale andedam.

onsdag den 7. juli 2010

Dejlig dag i solen



I dag har været en fantastisk dag ude i solen.
Da det har blæst en del her nede i Sønderjylland, var det med noget forbehold, jeg baksede rok og fibre udenfor.

Det viste sig at det er det mest perfekte hjørne at sidde og nyde både spinding og solen, så nu ser jeg frem til flere gode dage med Polonaisen, som jeg kommer til at holde mere og mere af.

Aftenen er sat af til at sy nogle af mine forfærdelig mange UFOer sammen, sikkert en overkommelig opgave med lidt for rød næse og skuldre.

søndag den 4. juli 2010

Nu med knapper.


Så er min dejlige jakke i de lækre naturfarvede BFL fibre blevet færdig. Den er blevet rigtig dejlig at putte sig i, så jeg glæder mig til en lidt kølig grill aften, så den kan komme i brug.

Den er blevet lidt for stor i ærmerne, men heldigvis har jeg stadig skulderpuder liggende fra sidst de skulle i alt tøjet. Helt præcis 80´erne. Det fortæller så også lidt om mit talent for at opbygge et lager og gemme alt :0).