mandag den 29. august 2011

Alt for travlt

 Det er ved at være længe siden, jeg har fået opdateret Bloggen, for desværre blive man nogle gange indhentet af en alt for travl hverdag og det kan være svært at få de små frirum prioriteret. Heldigvis er jeg meget opmærksom på, hvad det betyder for mit velbefindende, så indimellem har jeg strikket på dette sjal i noget superlækkert garn, og har ad den vej tilført tilværelsen et stref af luksus.
Mønsteret er endnu ikke udgivet, men vil indgå i denne E-bog med design af Natalie Servant og garnet er Manos Lace og er en blanding af babyalpaca-silke og casmere. Samtidig er jeg betaget af Brandets sociale engagement, At medvirke til at kvinder i Uruguay kan skabe sig en levevej og forsørgelse af deres familie.

tirsdag den 16. august 2011

Russisk ven.

Øvelse gør mester, nåh ja, det er måske for meget sagt;0).

Min lille øvelse på den russiske håndten er nu kommet af tenen og er tvundet til et 2 trådet garn.

Det er spundet af den fineste og blødeste merino lammeuld på 16 my, så findes det næsten ikke finere. Jeg har fået spundet 9 gr. og 38m, hvilket giver 420m på 100gr. og det er i grunden ikke så galt, når det er en fuldstændig ny teknik, der skal indøves. På rokken ville så fin en fibre nok kunne blive omkring 800-900m, og nogle af de skrappe damer i Spindeforeningen får vist omkring 1000-1200m.

Da jeg nu har fået noget mere styr på teknikken, har jeg kastet mig ud i at spinde noget fantastisk underuld fra camel, og foreløbig er resultatet ikke så tosset, så jeg håber, jeg om ikke ret lang tid har spundet camelulds garn på russisk til et lunt, blødt og lækkert sjal. Camelulden har jeg købt her. 400gr. i alt, så der er plads til fejltagelser.

fredag den 12. august 2011

Prisoverrækkelse

Så nåede min præmie Danmark. 100gr. super blødt BFL og silke i de mest fantastiske, varme farver. Gul, grøn, lilla og de særlige farver der kommer, hvor farverne overlapper hinanden. Sammen med fibrene kom der også en sød og personlig lykønskning og hilsen med. Jeg synes, det er fantastisk hvilken omsorg og opmærksomhed der er mellem mennesker, der er i de forskellige netværk, og som måske ikke deler andet end en fælles interesse.
Tænker, at hvis vi fulgte de samme værdier for kommunikation og samvær, som jeg oplever i spinde- og strikkekredse, så fandtes krig og terror ikke.

mandag den 8. august 2011

Regnvejs top?

Så blev toppen færdig og den passer perfekt. Det regner temmelig meget i dag, så det er nok ikke den mest hensigsmæssige påklædning ,0)
Den 6. august har jeg linket til mønsteret og omtalt mit garnvalg, hvis du har brug for en lille hurtig sommertop.

lørdag den 6. august 2011

Russisk? det er godt nok svært!!!

I dag giver nettet mulighed for, at det er nemt og hurtigt at få ny viden om de ting, man er optaget af. For mig betyder det, at jeg vist er ved at udvikle mig til en rigtig nørd, når det drejer sig om uld, fibre og spindemetoder.

For et halvt år siden, var jeg overbevist om at spinning på håndten ikke blev noget, jeg ville bruge tid på.

Fantastisk og dejligt som man kan tage fejl ;0). Opmuntret af flere medlemmer i Spindeforeningen kom jeg som tidligere omtalt i gang med en "dropspindel" og nyder at spinde garn på de tene, jeg har. Et lille handy værktøj at have i tasken når jeg skal nogle steder hen.

 Birthe er fantastisk dygtig til at spinde det fineste, tyndeste Lacegarn, man kan forestille sig på en Russisk ten, så det skal jeg da også have lært, det er sikkert meget nemmere end på en "drop", sådan en "supported spindel" bliver jo støttet på bordet under spinningen.

Ak, ak ja hvilken arrogance at udvise, og det straffes altså omgående ;0), fandt jeg ud ad, da jeg havde modtaget min russiske ten herfra, men smuk det er den.

Da ydmygheden havde indfundet sig, gik jeg i gang med studiet af spinning på russisk og med hjælp fra især denne kompetente kvinde og masser af tålmodighed og 10 min trænning hver dag den sidste uge, er jeg langsomt ved at begribe teknikken, men det varer nok et stykke tid, inden jeg er i stand til at strikke et sjal af garn spundet på russisk. Det skal nu nok komme en dag, for stædighed er en af mine personlige egenskaber.


På pindene har jeg en lille hurtig sag, som sikkert bliver færdig i morgen. Jeg bruger 2 tråde Rasmillas ynglingsgarn og Seta Silk fra Wilfert´s

torsdag den 4. august 2011

Hvad nu?

Så fik jeg sandelig gennemført årets "Tour de Fleece" og erhvervede retten til at bære den gule bluse, men ikke nok med det; jeg har også været heldig at vinde en præmie: Luksusfibre fra Wildcraft. Jeg skal nok lægge et billede på bloggen, når posten har været her.
Jeg fik spundet hver eneste dag og har nu omsat en del fibre til garn, så det gav jo lige mulighed for at investere i lidt flere fibre. Jeg skulle jo nødigt komme til at mangle. (Lige nu "glemmer" jeg så lige alt om, at jeg har et lager af adskillige fibre i forskellige forarbejdninger, kvaliteter og farvede samt ufarvede, nok til flere år, når jeg er realist)



Jeg har længe været vild med Birthes håndmalede uldhjul i farven "November", og da jeg var så heldig at opdage, at hun have 2 tilbage, blev de hurtigt bestilt. 400gr. jeg glæder mig til at se som færdigt garn.
Medens jeg stadig var i min "trang" til at samle forråd, blev der lige klikket et par gange  på nogle af Wildcrafts fibre.


Så spinningen er sikkret et stykke tid endnu :0).

Efter Touren har det så været strikningen, der igen fik lidt mere opmærksomhed, og jeg har testet endnu en kjole for Heather Dixon, og selv om jeg ligner en "hængt kat", eller også skal jeg bare erkende, at sådan ser jeg altså ud, er det en utrolig lækker kjole strikket i det mest lækre Alpaca fra "Blue Sky Alpaca", som det har været en KÆMPE udfordring at finde en forhandler af, når jeg ikke har lyst til at bestille fra USA med deraf følgende importafgift. Det lykkedes mig at finde denne tyske Web shop, som har mange andre fristelser.